Tordenskiold vender igen tilbage til vandet

Tordenskioldsdagene generobrer nu havnefronten ved Krudttårnet og indtager dele af midtbyen i 2014 – til trods for sidste års beslutning om at afvikle den historiske festival på Knivholt Herregaard i en tre-årig periode.

7. udgave af den traditionsrige festival, der afvikles fra 27.-29. juni, vender dermed tilbage i rette element ved Krudttårnet, havnen og vandet som del af den historiske kulisse – sådan som de fleste frederikshavnere kender det.

Som noget helt nyt udvides festivalområdet. Tidligere foregik aktiviteterne primært mellem Kattegat Silo og Krudttårnet, men i år løber aktiviteterne fra havnebassinet ved Krudttårnet, hele vejen over til Paradiskajen foran Hotel Jutlandia og videre op i byen, så boderne løber op ad Havnegade mod Tordenskioldstatuen på Fisketorvet i gågaden.

Opskriften er stadig den samme, nemlig at genskabe en episk historiefortælling i flotte, maritime omgivelser, give publikum en helt unik oplevelse, som de selv tager del i, samt brande Frederikshavn som maritim oplevelsesby. 

Et af de nye tiltag hedder «Tordenskiolds Fantastiske Rejse», som bliver en af de helt nye historie- og kulturoplevelser under årets Tordenskioldsdage. Frederikshavnere og øvrige gæster af alle nationaliteter med børn eller børnebørn kan gå ombord på et oplevelsestogt i Frederikshavn – (Fladstrand 1717).

Togtet indeholder oplevelse og læring på en rejse, som man følger ved hjælp af et kort over «Fladstrand 1717». Turen begynder ved Krudttårnet og indeholder en tur gennem byen med hyggelige og «farlige» opgaver, oplevelser og indtryk og kulminerer til sidst med en sejltur, hvor svenske kaperskibe måske ligger «på jagt» efter danske eller norske skuder. 

Lyder planerne spændende og vil man gerne følge med i de kommende aktiviteter ved Tordenskioldsdage 2014, kan man følge med på Krudttårnets facebook-side her